08.03.21

20 i 2020: Hvor er vi nu med vores mål for bæredygtighed?

20 i 2020: Hvor er vi nu med vores mål for bæredygtighed?

Hvad har båret frugt i det seneste år

bloomon vil gøre blomsterverdenen endnu grønnere. I over et år har vi skrevet om vores fremskridt, indsigter, viden og udfordringer. Og nu vil vi gerne give dig et overblik over, hvordan det skrider frem med vores bæredygtighedsmål. Denne blog lever helt op til et af vores mål: 100% gennemsigtighed. Vi kan allerede nu stolt løfte sløret for, at mange af tingene faktisk er gennemført. Men der er stadig plads til forbedringer. Er du klar til vores rejse mod større bæredygtighed? Så læs med her.

Glade blomster

1. Lancering af vores økologiske Bio-bouquet

Et farverigt højdepunkt, der stadig får os til at rødme af stolthed: I perioden fra juni til september 2020 blev den økologiske buket udsolgt hver eneste uge i Holland og Belgien og på meget kort tid. Den består af 100% økologiske blomster fra Skal-certificerede avlere. Skal er en uafhængig organisation, der overvåger den økologiske kæde i Holland. Da Skal har strenge regler, som gartnerne skal overholde i mindst to år, er der kun et fåtal af certificerede gartnere. Derfor har vi altid sammensat vores økologiske buket af det tilgængelige udbud af bio-blomster og ikke med udgangspunkt i vores planlagte designs. I år håber vi at få endnu mere succes, når vi fra juni udruller den økologiske buket i større skala. Ikke kun i Holland og Belgien, men nu også i Tyskland.

2. Test af fire blomster hver anden uge

Hver anden uge tester vi fire tilfældigt udvalgte blomster for ulovlige pesticider. Det gør vi ved hjælp af en test med bladrester i laboratoriet. Vi kalder det også ”pulp-test”, fordi vi kværner blomsterne meget fint til en pulp. Derefter tester vi blomsterne i henhold til MPS-standarderne og vores egen, endnu strengere liste. Laboratoriet er så præcist, at vi kan finde ud af alle de stoffer, der er blevet brugt i det sidste årti. På den måde kan vi afgøre, om blomsterne opfylder de lovmæssige krav.

3. Forbudte pesticider

Er der blomster, der dumper i vores test? I så fald fjerner vi dem fra vores kollektion og leder efter passende sidste-øjebliks-alternativer, der opfylder vores kvalitetskrav. Det kan til tider være en udfordring. Derfor vil vi selvfølgelig hellere forhindre avlerne i at bruge pesticider, der er forbudt af MPS. Vi er i konstant kontakt med vores avlere. Også i 2021.

4. Test af blomster på forhånd

I december 2020 tilbød vi for første gang ni specielle julebuketter. Året før var der seks. Efter at buketterne blev leveret til os, blev de alle sendt til laboratoriet. Desværre blev det forbudte pesticid methamidophos*) fundet i to buketter, ligesom acephate og thiabendazol. Stoffer, som vi ikke vil se. Ikke desto mindre fandt vi færre stoffer end i tidligere år, skønt vi tilbød flere buketter. Men testene viser, at vi endnu ikke har nået vores mål. Resultaterne motiverer os til fortsat at kontrollere blomsterne i vores prøver, at være i konstant kontakt med avlerne og at bruge forebyggende test af vores buketter oftere. Det gjorde vi allerede op til Valentinsdag her i 2021, hvor flere blomster blev testet på forhånd. Og det vil vi fortsætte med at gøre.

5. Rengøring af vaser uden at forurene miljøet

Tidligere har vi anbefalet, at du renser din vase med en dråbe klorin på svampen. Men da klorin er svært at nedbryde, er meget energikrævende at producere og også er sundhedsskadeligt, ledte vi efter et alternativ, der ville gøre både os mennesker og naturen lidt gladere. Ligesom vores blomster. Med succes! Efter stor søgen og strenge test har vi fundet to bæredygtige produkter, der giver dig en skinnende ren vase.

6. Biobaseret blomstermad



For at du kan nyde din økologiske buket så længe som muligt, ledsages den altid af en lille pose økologisk blomstermad. Et stort skridt, men vores planer er endnu større: I år vil vi forsyne alle buketter med biobaseret blomsternæring fra Chrysal i emballage lavet af genbrugsplast.

Glad planet

7. At gøre blomsterverdenen endnu grønnere



Vi er i konstant dialog med vores avlere og kontrollerer regelmæssigt, hvordan vi kan blive endnu mere bæredygtige. Målet? At gøre hele blomsterindustrien mere bæredygtig, blomst for blomst.

8. Få mest muligt ud af hver enkelt blomst


Takket være vores korte forsyningskæde lander dine blomster hos dig direkte fra avleren. Vi smider næsten aldrig blomster ud. Og fordi vi bruger hver eneste blomst, spilder vi ikke unødig energi og udsender dermed mindre CO2. Vil du vide, hvad vi ellers gør for at reducere vores klimaaftryk?

9. Reducér og kompensér


En anden grund til at vælge blomster fra bloomon: Siden sidste år har vi været CO2-neutrale. Med en livscyklusvurdering (LCA) vurderede vi klimaaftrykket på én buket blomster – fra marken til vasen. Emissionen varierer afhængig af blomstertype, sæson og oprindelsesland. Nu, hvor vi kender fodaftrykket pr. blomst, er vi i stand til at sammensætte mere velgennemtænkte buketter. Naturligvis sætter hver blomst et aftryk. Det kompenserer vi for ved at investere i Bukaleba-skovbeskyttelsesprojektet i Uganda gennem Climate Neutral Group (CNG). Ved at reducere og kompensere kan vi kalde os certificerede til klimaneutral produktion.

10. Indsaml data fra vores blomster

For at måle klimaaftrykket fra vores blomster har vi brug for data. Masser af masser af data. Indsamling af disse data er en af ​​forudsætningerne for at blive en CO2-neutral virksomhed. Det er en udfordring, men det hele værd: Jo mere indsigt du har, desto bedre valg kan du træffe.

11. Strålende kontorer

Vores kontor i Amstelveen skinner som aldrig før med solpaneler på taget. Der er også solrige initiativer på vores kontor i Amsterdam: Kaffegrums opsamles nu på begge kontorer. Hver uge henter en ekstern partner vores kaffegrums for at omdanne dem til sæbe. Alt for en renere verden!

12. Levering med omtanke

Vi holder også et kritisk vågent øje med, hvordan vores logistik og kurertjenester påvirker miljøet. I det kommende år vil vi optimere vores ruter, så vi kan skrue endnu mere ned for antallet af kørte kilometer. Vi vil også begynde at bruge el-cykler til leveringen i flere indre bydele.



13. Mindre plastik


Selv om det er en hemmelig last, vil vi fra i år ikke længere pakke vores vaser ind i bobleplast. I stedet har vi valgt en robust papkasse. Vi reducerer brugen af​​plastik, hvor det er muligt. Også på kontoret. Her er plastikrusene udskiftet med papkrus.


14. 100% gennemsigtighed

Som forbruger ved du ofte ikke, hvor dine blomster kommer fra. Det gør det svært at træffe et fornuftigt valg på et oplyst grundlag. Hos bloomon vil vi gerne vide, hvor blomsterne kommer fra, og hvilke kvalitetsmærker og certifikater der er knyttet til dem. Vi deler også vores fremskridt, viden og udfordringer med omverdenen. I en tidligere blog kan du læse, hvordan vi måtte ændre designet på vores Mono “Rose” buket hele tre gange, fordi det er magtpåliggende for os, at mennesker og natur er glade for vores blomster. Vi håber, at det kan inspirere blomsterindustrien og dig som forbruger. For hvis vi er åbne og arbejder sammen, kan vi gøre store fremskridt.

15. Samarbejde med certificerede avlere

bloomon er medlem af Floriculture Sustainability Initiative (FSI). En ambitiøs international organisation, hvis medlemmer sammen arbejder for at forbedre praksis i blomsterbranchen. For at blive medlem som virksomhed eller producent, kræves der fuld gennemsigtighed i forhold til arbejdsmetoder, ligesom man aktivt forpligter sig til at fokusere på mennesker og miljø og samtidig kan demonstrere ansvarlighed inden for iværksætteri. Eksempelvis skal arbejdsmiljøet for de ansatte være sikret, og brugen af afgrødebeskyttelsesmidler skal registreres. Det gælder også virkningen af udefrakommende faktorer. Desuden skal der opstilles mål, der løbende kontrolleres for at reducere disse punkter. bloomon har stor glæde af samarbejdet med de andre medlemmer af FSI. 67% af vores blomster kommer nu fra certificerede avlere. Vi sigter mod 100% certificerede avlere inden 2022.

Glade medarbejdere

16. I førersædet

UVores team cykler eller bruger offentlig transport så ofte som muligt. Vi har også benyttet delebilordning i en periode og har nu skiftet til at bruge 100% elbiler.



17. Omsorg for vores medarbejdere

Bæredygtighed handler ikke kun om miljøet, men også om en bæredygtig måde at være sammen på som kolleger. Derfor passer vi godt på alle de mennesker, der er involveret i vores buketter: fra kontoret til drivhuset. I 2020 var der fokus på sikkerhed. Vi har taget mange forholdsregler i forhold til coronavirus. Fra sundhedstjek og at arbejde på skift til at bære masker og handsker. Vi er lykkelige og taknemmelige for, at vores personale fortsat kan komme med blomster til dig. Måske har vi mere brug for dem i dag end nogensinde.



18. Øget indsats for en fair leveløn


Derudover stræber vi efter en fair leveløn for alle medarbejdere. I øjeblikket er certificerede blomsterarbejdere endnu ikke sikret en fuld leveløn, men det arbejder vi hårdt for. Hvis en producent stadig ikke lever op til disse betingelser, vil vi kontakte dem. I den kommende periode vil vi for eksempel fokusere på fair lønninger for avlere i Kenya, så alle medarbejdere fremover sikres en leveløn.

Glade mennesker

19. Sociale bidrag


Blomster gør folk lykkelige. Derfor vil bloomon gerne glæde så mange mennesker som muligt. Buketter, der er i overskud, sendes til Ronald McDonald House. Sygeplejepersonalet fortjener også opmærksomhed. Under coronakrisen forærede vi blomster til forskellige plejecentre. På Valentinsdag viste vi vores taknemmelighed ved at give resterende buketter til hospitalets personale. Og i julen blev 300 buketter uddelt til ensomme ældre. Ledsaget af et håndskrevet kort fra vores medarbejdere. Også fremover vil vi blive ved med at gøre folk gladere med blomster. Gerne på den helt personlige måde, hvis det er muligt. Forhåbentlig kan vi igen selv levere blomsterne. Og blive hængende til en kop te, hvis du sætter vand over.

20. Vi tager dig med på vores bæredygtighedsrejse



Måske kender du allerede vores floral stories? Siden 2020 har vi jævnligt skrevet om bæredygtighed. Her fortæller vi dig alt, hvad du gerne vil vide om økologiske blomster og deler tips og tricks. Eksempelvis en bæredygtig måde at rengøre din vase på. Vi holder dig også opdateret om vores nyeste indsigter og resultater. Vi glæder os til at indvie dig i vores mange historier i det kommende år. Historier om glade blomster, en glad planet, glade medarbejdere og glade mennesker.